De unge flytter fra Samsø efter folkeskolen

Hvis man vokser op på Samsø og gerne vil have en ungdomsuddannelse, er man nødt til at flytte hjemmefra efter folkeskolen. Lidt for tidligt, mener 18-årige Ida Jakobsen og hendes mor. 

Hvis 18-årige Ida Jakobsen selv kunne bestemme, ville hun helst bo på Samsø og studere eller arbejde i Århus. Derfor håber hun, at planerne om en hurtigfærge mellem Århus og Samsø en dag bliver til en realitet. Men indtil videre har hun sin dagligdag i Århus, selv om det ville være rart at kunne blive boende hjemme på Samsø lidt længere tid. Og her deler hun skæbne med de fleste andre unge på den lille ø i Kattegat, som også må forlade øen og deres familie efter folkeskolen for at tage en ungdomsuddannelse.
”Mange af os unge samsinger har svært ved at tage herfra i så tidlig en alder. Derfor er der nogle, som vælger at gå på samme gymnasie som deres venner herfra eller deler en ungdomslejlighed,” fortæller Ida Jakobsen, der selv går på VUC og bor i en ungdomsbolig i Århus.
Man kan også bo på kollegium, hvis man går på Viborg Katedralskole, og i Odder er der et særligt hus for unge, hvor mange samsinger vælger at bo sammen, mens de går på gymnasiet i byen.  

Med mor i headset’et
Når Ida har haft allermest hjemve, har hun gået rundt derhjemme med mobilen i lommen og sin mor i headset’et – uden nødvendigvis for at have gang i en samtale, men bare for at kunne småsludre lidt om dit og dat, som man jo typisk gør, når man befinder sig i samme hus.
Hun er nummer fire i søskendeflokken, som hendes mor, Bille Rytter Nielsen, har sendt af sted hjemmefra i en ung alder. Og det har ikke altid været lige let.
”Min ældste datter, Nana, synes kun, det var en fest at skulle væk fra øen og ud på nye oplevelser. Hun kom på efterskole, og bagefter flyttede hun til Grenå på kostskole og tog en HF. Dengang var der ansat en oldfrue, som tog sig af kostskoleeleverne, hun var lidt alles mama, og det var rigtigt godt. Desuden er Nana meget udadvendt og fandt hurtigt venner,” fortæller Bille Rytter Nielsen, der fik noget sværere ved at sende de tre næste af sted.

Græd aften efter aften
”Sara tog også på efterskole og derefter flyttede hun ind på Birkerød Kostskole, hvor hun havde meget svært ved at falde til. Hun ringede hjem og græd aften efter aften. Selv om der var andre unge overalt omkring hende, følte hun sig meget ensom. Det var forfærdeligt, at hun var så ked af det, og man ikke lige kunne tage over og besøge hende,” fortæller Bille Rytter Nielsen, der synes det er alt for tidligt, at børnene er nødt til at flytte hjemmefra efter folkeskolen.
Nogle må endda flytte endnu tidligere, som eksempelvis hendes egen søn Mads, der tog på efterskole allerede i 8. klasse, fordi han ikke rigtigt passede ind nogle steder på øen.
”Jeg ville ønske, børnene kunne være blevet boende hjemme lidt længere tid,” siger hun.

Drengene bliver på øen
Der er dog nogle af de unge, især drengene, som bliver boende og tager en uddannelse på øen, fortæller Ida Jakobsen. De tager en landbrugsuddannelse eller kommer i lære som VVS’er, tømrer, elektriker eller butiksassistent. Man kan også tage en HF på Samsø eller få arbejde i Netto, hvad der også er nogle af de unge, der vælger.
”Som noget nyt er efterskolen i Besser også begyndt at optage nogle af de unge fra øen, som har svært ved at skulle herfra. Men de kræver, at de bor på skolen for at være en del af fællesskabet med de andre elever,” fortæller Bille Rytter Nielsen.

Et meget lille samfund
Som tingene er nu, nyder Ida at komme hjem hver weekend og i ferierne. Særligt sommerferien er fed på Samsø, for stort set alle unge kommer hjem og bor hos deres forældre og går på stranden og holder fester sammen.
”Det er rart at bo et sted, hvor alle kender hinanden og kommer hinanden ved. Og jeg kan godt lide, at vi har en stor have, hvor vi selv dyrker jordbær, salat, kartofler og alle mulige andre grøntsager. Man får også lov til nogle helt andre ting, når man vokser op på landet. Jeg kører for eksempel både traktor og ATV og er vant til at tage fat og hjælpe min far med at slå græs og klippe hæk,” fortæller Ida, der dog også synes, der er fordele ved at bo i Århus:
”Samsø er et meget lille samfund, hvor alle de gamle historier hænger ved, så det er også en god ting at komme væk fra øen og lære nogle andre at kende. Desuden kan jeg godt lide, at man kan gå ud at handle uden altid at kende den, der sidder bag kasseapparatet. På den måde er det meget rart at kunne være lidt anonym engang imellem.”

"Samsø er et lille samfund, hvor alle de gamle historier hænger ved, så det er en god ting at komme væk fra øen og lære nogle andre at kende."

 

Fakta om Samsø

Der bor 3.733 mennesker på Samsø pr. 1. januar 2015. Cirka ti procent af dem er børn i aldersgruppen 7-16 år. Der findes en folkeskole med cirka 248 elever, samt en friskole og en lilleskole. Desuden er der to efterskoler på øen.

Samsø har en biograf og masser af sports- og fritidsaktiviteter. 

I Samsø Kommune blev der i 2014 stjålet syv cykler og et køretøj. Der blev begået indbrud i tre boliger og to ubeboede bebyggelser. I alt ti voldsforbrydelser blev anmeldt til politiet.


Kilde: Samsø Kommune