Medierne er med til at skabe udkantsmyten

Medierne vælger i flere tilfælde bevidst at fremstille provinsen som nedslidt og borgerne som personer, der ikke kan tage ordentligt vare på sig selv.

Findes der overhovedet et udkantsdanmark, eller er det et begreb, kulturlivet og medierne har opfundet? Via litteraturen og stribevis af tv-udsendelser bliver billedet af den danske udkant fasttømret, mener Kaare Dybvad, som er forfatter til bogen ‘Udkantsmyten’.
Journalister vælger ofte deres vinkler på forhånd. I Slagelse oplevede man for nogle år siden, at tre af byens store industrivirksomheder drejede nøglen om og flyttede til udlandet. Men i stedet for at fortælle om de positive tiltag i byen som den nye universitetsbygning eller fodboldholdet, der var på vej op, valgte journalisten fra en af de landsdækkende aviser at gå hen på det nærmeste værtshus og interviewe et par arbejdsdygtige mænd, der ikke havde lyst til at tage arbejde.

Byen blev kaldt ‘Dødens gab’
Artiklen blev ledsaget af et billede af en nedslidt fabriksbygning, hvor de fleste vinduer var smadret og dørene sparket ind.
“Problemet er, at man fra en hvilken som helst by i Danmark kunne bringe tilsvarende citater efter et par timer på et værtshus… der må være bedre bud på folk, der kan udlægge konsekvenserne af krisen,” skriver Kaare Dybvad.
Journalisten valgte at kalde byen for ‘Dødens gab’ i overskriften, og på den måde nøjedes avisen ikke med at fortælle historien om Slagelse, men skabte også et trist øgenavn til byen.
Ved bevidst at bedrive det, som Kaare Dybvad kalder for ‘udkantsjournalistik’, er medierne på den måde med til at fastholde opfattelsen af provinsen som nedslidt og med borgere, som er socialt udsatte og ikke kan tage vare på sig selv.  

Unge mødre fra provinsen
Mediehusene er også i høj grad med til at opbygge en forståelse af provinsen som et sted med lidt komiske eller sølle typer, når de caster medvirkende til deres reality-tv-programmer. Det gælder blandt andet udsendelsen ‘De unge mødre’, hvor man kan følge unge mødre fra provinsen, der i mange tilfælde er på grænsen til det sølle. Det er især veluddannede kvinder fra storbyen, der ser programmet. For dem er det lige dele underholdning og forargelse over de unge mødre og deres sociale arv.
Et andet eksempel er udsendelsen ‘På røven i Nakskov’, der handler om familier på kanten af samfundet og er blevet kritiseret for at fokusere for entydigt for de socialt udsatte og dermed fastholde billedet af provinsen som tilbagestående.
“Kunne man forestille sig en skildring af livet som advokat i Viborg, off-shore medarbejder i Esbjerg eller turistindustrien på Bornholm? Det må være muligt at fremstille almindelige menneskers små og store problemer, lige meget hvor det foregår. Kampen for at sikre en anerkendelse af provinsens reelle betydning retter sig ikke kun mod det politiske niveau, men også mod en mere rimelig fremstilling i populærlitteraturen,” skriver Kaare Dybvad i sin bog.

Vandkantsdanmark vinder frem
Måske er billedet ved at vende. I hvert fald har ordet vandkantsdanmark overhalet "den rådne banan", når medierne skal sætte mærkat på landdistrikterne, viser en analyse af mediernes sprogbrug fra Center for Landdistriktsforskning.
Ifølge analysen er størstedelen af omtalen i landets medier neutrale ord som landdistrikter og ”på landet”, og når det kommer til de positive ord, så er Vandkantsdanmark klart mediernes foretrukne positive ord.
”Ord betyder noget, og derfor har jeg også fra første dag som minister for området gjort en indsats for, at vi ikke stempler dele af landet som en rådden banan eller en udkant. Det er rigtigt positivt, at vi nu kan føre en debat om emnet på en langt mere saglig måde – og så er det jo interessant, at ordet Vandkantsdanmark har bidt sig fast. Der har været mange gode og sjove bud på et positiv ord, men nu ser det ud til, at der er fundet en vinder,” sagde daværende minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen i en kommentar til analysen.
Selvom det er de neutrale ord, der vinder mest frem, har der også været en lille stigning i de negative ord. Samlet set er andelen af negative ord dog ikke steget.
”Vi kan se, at vi taler langt mere om landdistrikterne i det hele taget, og det i sig selv er positivt. Det er et tema, der ikke for alvor har været på den politiske dagsorden tidligere, men nu kan vi se, at debatten  er rykket helt frem på dagsordenen, og det kan jeg kun glæde mig over,” sagde Carsten Hansen.

Kilde: Den rådne banan forsvinder, Livogland.dk, 2014
‘Udkantsmyten – Hvordan centraliseringen af Danmark ødelægger vores økonomi og sociale sammenhængskraft’ af Kaare Dybvad, 2015.

 

Negativ sprogbrug på vej ud

Negative betegnelser som ’Den rådne banan’ og ’Udkantsdanmark’ bliver ikke brugt lige så meget som før i de danske medier. Brugen af begge disse udtryk er dalet støt siden 2012, mens brugen af udtrykket ’landdistrikter’ er steget kraftigt.

’Udkantsdanmark’ blev i 2010 benyttet hele 780 gange, hvilket svarer til 36 procent af det samlede antal omtaler af landdistrikterne, mens ordet kun blev benyttet 422 gange i 2013.

'Den rådne banan' blev brugt i alt 93 gange i 2010, mens det udtrykket kun blev brugt 26 gange i 2013.


Opgørelsen bygger på en søgning efter, hvilke betegnelser de største danske dagblade har benyttet for de danske landdistrikter i perioden 1996-2013. Søgningen inkluderer B.T., Berlingske Tidende, Ekstra Bladet, Information, JP, Politiken og Weekend Avisen.


Kilde: Center for Landdistriktsforskning.

Spørgsmål til teksten

Hvad er udkantsmyten, og hvilken betydning kan den have?

Langelænder følte sig udstillet i medierne

Da Politiken bragte en fotoserie om livet på Langeland, væltede det ind med klager fra langelænderne, fordi de følte sig udstillet negativt. De kritiserede Politiken for at fokusere for meget på de negative sider ved at bo på øen. 

"Det er jo interessant, at ordet Vandkantsdanmark har bidt sig fast."
Carsten Hansen, tidl. minister, Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter